Sikkerhed på stranden

Fra maj til september sørger frivillige livreddere fra det tyske livredderselskab (DLRG), Tysk Røde Kors (DRK) og Arbejder-Samariter-Forbundet (ASB) for sorgløs og sikker badning. På de bemandede badestrande kan forældrene læne sig tilbage og slappe af. De små leger og pjasker i det flade vand.

Siden 2003 har badesteder været markeret med henblik på din sikkerhed. Flagene har følgende betydning:

Rødt-gult flag: Et rødt-gult flag i livreddertårnet eller også direkte på stranden betyder, at badestedet overvåges af livreddere.

Gult flag: Hvis der også er et gult flag i livreddertårnet, er badning forbudt for uøvede svømmere, børn og ældre personer på grund af uegnede vand- og vejrforhold.

Rødt flag: Et rødt flag betyder derimod, at badning er forbudt for alle på grund af akut fare som følge af strøm, høje bølger eller vandforurening.

Sort-hvidt flag: Strandarealer, der er forbeholdt vandsport, markeres med et sort-hvidt ternet flag. Her kan surfbrædder, sejlbåde eller vandscootere sættes i vandet. Badning er forbudt, så svømmere ikke udsættes for unødig fare.

De lokale kurforvaltninger og turistbureauer kan oplyse dig om, hvilke badestrande der er bemandet på din feriedestination. Vær også opmærksom på, at det ikke er tilladt at køre i bil på strandene.

For at ferien ved den mecklenburgske Østersøkyst bliver en god oplevelse, anbefaler vi dig at overholde nogle vigtige baderegler:

•    Gå kun i vandet, når du føler dig frisk. Køl dig ned, før du går i vandet.
•    Gå ikke i vandet, hvis du lige har spist eller er sulten.
•    Gå kun ud til navlen, hvis du ikke kan svømme.
•    Råb aldrig om hjælp, hvis du ikke virkelig er i fare, men hjælp andre, hvis de har brug for hjælp.
•    Overvurder ikke dig selv og dine kræfter.
•    Bad ikke, hvor der er skibe og både.
•    Det er livsfarligt at bade i tordenvejr. Skynd dig op af vandet, og gå til en fast bygning.
•    Hold vandet og dets omgivelser rent, smid affald i skraldespanden.
•    Badevinger og andre opdriftsmidler giver ikke sikkerhed i vandet.
•    Spring kun i vandet, hvor der er dybt nok, og sørg for, at der er fri bane.